Projekt - IH 514D


Jeg har siden 1987 ejet en IH 514D traktor (jeg har også andre traktorer men denne er speciel). De første 7 år jeg havde denne kunne den køre, men den var aldrig til at starte - det var altid fat i dieselstarteren og sådan har denne model traktor været siden den så dagens lys i 1960. Til sidst var motoren slidt helt op og i 94 fik jeg ikke hældt kølervæske på den og derfor frostsprængte topstykket. Den blev herefter adskilt til atomer, så stod den i kasser og på hylder i 8 år da jeg skulle have fundet en ny motor til en rimelig pris.

Jeg fandt en perkings motor fra en Dronningborg mejetærsker D1500 som jeg begyndte at tilpasse, for den kunne ikke umiddelbart monteres. Jeg fik den også monteret, og efter at have fremstillet et nyt indsugningsmanifold kunne den også køre, men det viste sig, at det ikke var nogen god brugbar løsning, så den blev kørt ud i gården og her stod den halvvejs samlet i 2 år.

Så i 2003 fandt jeg en Dronningborg D885 mejetærsker og her sad motoren. Den var lavere, kortere og havde indsugning og udstødning i hver side. At den overhovedet ikke kunne passe på gearkassen var uden betydning - dette kunne vi ændre på, så efter at have brugt en masse tid på at skille mejetærskeren ad til sidste skrue begyndte jeg i 2004 at bygge motoren om til traktoren. Det viste sig omgående at det ikke var nogen let sag, allerførst skulle der fremstilles en ny motorflange, endvidere var det nødvendig at fremstille en mellemflange mellem krumtap og svinghjul, da svinghjulet skulle flyttes ca. 20mm. væk fra motoren. Det var nemlig nødvendigt at anvende det gamle svinghjul fra 514'neren da starteren fra denne skulle anvendes - der var ikke plads til starteren fra mejetærskeren.

Der skulle ligeledes laves 4 nye motorophæng og til sidst skulle der en mellemflange til mellem vandpumpe og ventilatorvinger så disse kunne nå hen i nærheden af køleren, samt nogle afstivninger på siden af motoren da selve bespændingen i bagenden af motoren var lidt svage, men til sidst kom vi da ud at køre. Men den kunne ikke koble ud. Det viste sig at den ene vippearm på udtrykkeflangen var brækket af og den havde taget noget af sit leje med. Traktoren blev herefter skilt af på midten, koblingen rykket af og skilt ad.

Der blev fremstillet en ny holder til vippearmen som blev monteret på selve udtrykkeflangen med en 10mm undersænket bolt fra bagsiden. Hele møget blev samlet igen og endelig den 24/4-2004 kunne vi køre ud af porten og det ser foreløbig ud til at fungere efter hensigten og her kommer nogle billeder fra projektet.
 
IH 514D IH 514D
 
IH 514D IH 514D
 
IH 514D
 
Lige ovenover ses den kunstige holder til vippearmen og nedenunder det færdige resultat
 
IH 514D

Tilbage